Kreativt papirværksted
Tre tirsdage: 6., 20. og 27. oktober
Vores helt nye koncept Kunstlab er et kreativt billedværksted for voksne, hvor vi sammen vil udforske forskellige kunstneriske teknikker, materialer og udtryk. Her er plads til både nysgerrighed, eksperimenter og fordybelse, uanset erfaring. Forløbet er inkl. materialer, men ekskl. entré til museet. Besøg som gruppe i undervisningen er dog inkluderet.
Mønstre er former og farver, der gentages i et organiseret forløb, som kan fortsætte uendeligt. Dette er et udgangspunkt på Willumsens Billedværksted for Voksne i oktober, hvor vi sætter fokus på mønstre, simple rapporter og papirarbejde.
I værkstedet arbejder vi bl.a. med at danne mønstre af figurative og nonfigurative, symmetriske former. Vi undersøger også, hvordan en enkelt grundform – en såkaldt rapport – kan skabe en visuel rytme og forvandle en flade til et sammenhængende kunstværk eller en tapetbane.
Det er en sjov og fascinerende proces at arbejde med mønstre, og selv med helt simple greb og enkle teknikker kan du skabe effektfulde resultater på papiret.

Med inspiration fra museet aktuelle udstilling, naturen og kulturen omkring os laver du din egen rapport i form, farve og komposition. Du bliver præsenteret for enkle teknikker til at transformere din grundform til tapetrapport.
Vi kommer både til at tegne, male, klippe samt arbejde med skabeloner og stempler. Der bliver også mulighed for at væve med papir og eksperimentere med, hvordan man kan tilføre vævearbejdet ideer fra mønstrene og kombinere de to typer papirarbejde til ny værker.

Alle kan være med, og det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage.
1. Gang. Leg med saks, papir, stempler og symmetriske former. Opstart på rapport.
2. Gang. Vi arbejder med jeres egen mønstret grundform til rapporten. Vi tegner og benytter akvarel.
3. Gang. Vi printer rapporten og transformere til tapetbane eller billede. Vi væver med papir og tilføjer mønstre med simple stempeltryk.

Underviser
Sanne Lautrup